Hvordan gør bostederne en forskel for psykisk sårbare mennesker?

Skrevet af Stine Camilla Jensen

Gorm Thorsen – Institutionsleder, TANKEN – deler viden og erfaring indenfor arbejde med psykisk sårbare mennesker.

Hvordan møder I bedst jeres beboere i øjenhøjde?

”Vi lytter til de unge og deres oplevelse af verden. Vi tager udgangspunkt i de unges oplevelser og guider dem i forhold til at finde nye og andre handlemuligheder end tidligere, og så fokuserer vi på de positive erfaringer hos de unge selv, som de ikke har benyttet sig af en tid.

Tryghed og relation er vigtige nøgleord. Vi som personale skal mange gange vise dem, at vi tror og stoler på dem – og ligeledes italesætte det. Mange af de unge har hidtil i deres liv ikke oplevet denne form for nærvær og opbakning.”

Hvad er typisk den største udfordring ved at arbejde med psykisk sårbare mennesker? 

”Den største udfordring er tålmodighed. Tingene ændres ikke på én dag. Vi skal derimod se på de små skridt, og vi skal i høj grad acceptere, at meget af tiden går med at guide den unge. Mest af alt handler det faktisk bare om at være sammen med dem og at være der, når de står over for deres udfordringer. I sidste ende kan de stå på egne ben, men det kræver tålmodighed.”

Hvilke metoder benytter I for at opnå de mest succesfulde resultater?

”Vi laver sammen med den enkelte unge en individuel struktur, der tilpasses de unges kort-, og langsigtede mål. Vi ser på de unge med det ”dobbelte blik”, hvor vi ser på muligheder og potentialer frem for begrænsninger. Vi ser på, hvad den unge kan nu, og ud fra det hjælper, støtter og vejleder vi dem. Det handler om at se på det positive og bygge videre på det – stille og roligt kommer resten med.”