Peer-støtte – når vejen til recovery går via andres erfaringer

Skrevet af Rikke Kokholm

Peer-støtte – eller rettere peer-to-peer støtte – er baseret på, at en person, der har haft en psykisk sygdom, eller har lært at mestre den, i en periode støtter en anden med samme problematik inde på livet. Eller som Klavs Serup Rasmussen definerer det: ”Been there. Done that.”

Med en diagnose og 3 års indlæggelse, ved han, hvad han taler om – og han giver blandt andet sin erfaring videre som chefkonsulent hos Det Sociale Netværk og er en af landets førende eksperter indenfor peer-støtte. For peer-støtte bygger på at give sin erfaring videre. Vi kender det allerede fra f.eks. sponsorer i Anonyme Alkoholikere, men også fra mere hverdagsagtige situationer, hvor man letter sit knuste hjerte overfor vennerne.

Why (not) try?

”At sidde over for et andet menneske, der har været i samme situation, og er kommet ud på den anden side, er en øjenåbner for mange. De oplever, at man rent faktisk kan komme sig, og det motiverer og gør håbet større,” fortæller Klavs og fortsætter:

”Man snakker om begrebet ”why try?”. Hvis man ikke tror på eller ser nogle muligheder for at få det bedre, hvorfor så overhovedet forsøge? Her kan peer-støtte være et godt skridt på vejen i den rigtige retning for mange psykisk sårbare, fordi der pludselig er håndgribelige og synlige beviser på, at der er muligt at blive rask. Man skaber en øget tro på det gennem relationen, og det giver både håb, handlekraft og et øget selvværd.”

Øget håb om recovery

Seneste undersøgelse fra Socialstyrelsen påpeger også, at peer-støtten i høj grad giver et øget håb om recovery. Ikke bare hos den psykisk sårbare, der er midt i processen, men i lige så høj grad hos den, der yder støtten, nemlig peer-mentoren, også kaldet ”peer”.

”Som peer kan man godt rammes af tvivl om ens egne erfaringer nu også er relevante for andre. Om man vil blive forstået,” forklarer han, og fortsætter: ”På den anden side, giver det også noget at stå op til! Pludselig er det, der engang var det sværeste i livet, blevet til ens største ressource. Det giver styrke – og forhåbentlig giver man den styrke videre.”

Tvivlen bliver da også i langt de fleste tilfælde gjort til skamme, når man bliver mødt med et genkendelsens blik hos den, der modtager peer-støtten. Og derved opnås noget så vigtigt som at finde ud af, at man ikke er så anderledes, som man måske troede. At man ikke er alene.

Hjælp – jeg er pårørende

Det kan være hårdt at være pårørende til en psykisk sårbar, men hvordan skal man forholde sig til peer-støtten? Det har Klavs et bud på:

”Som pårørende har man ofte lige så meget brug for at forholde sig til, og arbejde med sig selv, som den man er pårørende til. Kun på den måde kan både den pårørende og den psykisk sårbare opnå en meningsfuld hverdag og komme videre. Når vi taler om recovery, handler det jo om at sætte mål og turde tro på sig selv med udgangspunkt i håb, selvbestemmelse og muligheder. Tre pejlemærker, der også gælder for pårørende, da det er er utrolig vigtigt at finde sit eget ståsted og tage hensyn til både sig selv og den psykisk sårbare. Gennem hele forløbet.”

Peer-støtte gør en forskel

Der opleves en voksende interesse for peer-støtte og de muligheder, den kan give – og der kommer stadigt flere mentorer til. Såvel på frivillig basis som i ansættelser. Men gør det virkelig en forskel? Ifølge Klavs Serup er svaret ”ja”. Og han bakkes op af det netop afsluttede peer-projekt i Region Hovedstaden, hvor mennesker med egen erfaring fra psykiatrien blev engageret som mentorer på blandt andet hospitaler og i botilbud. Her slåes det blandt andet fast, at peer-støtte styrker arbejdspladsens fokus på recovery, og at det har en positiv effekt på tværs af indsatser og tilbud samt giver borgerne både håb, mod og handlekraft.