Steffens historie: Fra skizofreni til studieliv og karriere

Skrevet af Mette Fensbo

For fem år siden fik Steffen Kristensen diagnosen paranoid skizofreni. Han har været helt derude, hvor han forsøgte at tage sit eget liv. Efter at have deltaget i projekt Morfeus er han nu i gang med en uddannelse som ejendomstekniker.

Han var bange for alt. Så ting, der reelt ikke var der og hørte stemmer. Stemmer der sagde, at han ikke var noget værd, og at han skulle gøre en ende på det hele. I alt for mange år havde nu 27- årige Steffen Kristensen det rædselsfuldt dårligt uden at være klar over, at noget var gruelig galt. Han troede, at sådan havde alle det. ”Det føltes som om mine tanker blev fortalt til mig. Jeg blev i tvivl om det var mig, der tænkte tingene, eller om det var noget, der blev påduttet mig.”

Bange for bakterier i 11-12-årsalderen

Han var kun 11-12 år, da han første gang fornemmede, at et eller andet ikke var helt normalt. ”Jeg var bange for at tage på dørhåndtag i mit hjem på grund af fare for bakterier. Jeg brugte albuerne. Og den anderledes adfærd blev dag for dag værre og værre. Jeg har altid været meget indadvendt, så i omkring ti år lykkedes det mig faktisk at skjule alle de ting, jeg var angst for overfor mine omgivelser.”

Selvmordsforsøg

For fem år siden kunne Steffen Kristensen ikke længere magte tilværelsen og forsøgte at tage sit eget liv. Han blev fundet af sin daværende kæreste, men først to måneder senere kom han i professionel behandling. ”Jeg var på besøg hos mine forældre, og de kunne se, at noget var helt galt. Jeg kunne ikke længere holde min lammende angst tilbage. Så jeg fortalte dem alt, og på deres initiativ tog vi til psykiatrisk skadestue i Risskov.”

Diagnose paranoid skizofreni

Efter første samtale anbefalede behandlerne, at Steffen Kristensen blev indlagt. Han accepterede. Og efter få dage fik han at vide, at han faldt ind under kategorien paranoid skizofreni. ”Diagnosen var lidt af et chok. Alt blev vendt på hovedet. Jeg troede, at jeg var deprimeret – nu skulle jeg lære, hvordan man håndterer og lever med en så alvorlig sygdom. Det blev et vendepunkt i mit liv.” På det tidspunkt havde Steffen Kristensen gennemført gymnasiet men var på kontanthjælp. Han kunne ikke fungere i et uddannelsessammenhæng. ”Jeg havde jo nok at gøre med at holde mig selv i live. Jeg var skrupforvirret i forhold til, hvad der skulle ske i fremtiden. Men med en studentereksamen følte jeg trods alt, at jeg havde nogle muligheder.”

Kendskab til projekt Morfeus

Efter udskrivelse fra hospitalet gik Steffen Kristensen i ambulant behandling på klinikken Opus en gang om ugen. Det var her, han blev gjort opmærksom på projekt Morfeus. ”Min primære behandler tog initiativ til, at jeg skulle med i det projekt, og jeg var positiv. Jeg ville jo så gerne i gang med at lave et eller andet. I første omgang kom jeg i virksomhedspraktik som sundhedshjælper på et lokalt center, men jeg fandt forholdsvis hurtigt ud af, at det var et forkert valg. Jeg var ikke den bedste til at tage ansvar for andre, når jeg havde så svært ved at tage ansvar for mig selv.”

Uddannelse trods skizofreni

Inspireret af en god kammerat, der er uddannet ejendomstekniker – på godt dansk pedel – følte Steffen Kristensen at den uddannelse kunne være sjov for ham. Han kom i erhvervspraktik på en skole i Århus. ”Det var en rigtig rar tid. Jeg var glad. Der var undervejs nogle udfald for mig, hvor jeg følte mig særlig presset, men jeg havde verdens mest forstående chef. Og samtidig kendte alle de medarbejdere, jeg havde kontakt med til min situation. Også de forstod den. Jeg følte mig tryg ved at være der.

Hvordan er dit liv i dag?

”Udover at jeg skal stikkes hver tredje uge med depotmedicin, lever jeg et helt normalt liv. Jeg er i gang med uddannelsen til ejendomstekniker på Aarhus Tech. Den varer 3 ½ år, og i øjeblikket er jeg i praktik. Jeg er blevet mere åben og kan bedre overskue at være sammen med andre mennesker. Jeg har også en kæreste. Sygdommen fylder ikke i dagligdagen. Der kan være korte perioder, hvor det dykker for mig, men jeg kommer hurtigt ovenpå igen. Jeg får enorm meget støtte og forståelse fra venner og mine forældre. Mit mål er at ende som pedel på en skole. Og det skal jeg nok nå.”